Myter om plast i havet skal dø

Der er ingen tvivl om, at plast kan gøre stor skade i naturen; alt fra fugle til hvaler har plast i maven. Forskerne har fundet de mindste plastdele, mikroplast, ufattelig mange steder i verden. Svimlende mængder plast kan findes i vandmasserne og på havbunden, ifølge beregninger.

Men en hel del fejlinformationer er også på spil. For eksempel at der snart er mere plast end fisk i havet, eller at man kan krydse hele ‘affaldsøer’ i havet tørskoet.

Forsker Guri Sogn Andersen har viet en hel bog til forsøget på at rydde ud i myterne.
»Jeg har forsøgt at finde ud af, hvor tallene kommer fra. Jeg blev forundret og frustreret og kastet ind i en runddans, hvor jeg ikke kunne finde kilderne bag påstandene,« siger hun.

Grebet af plastikproblemet
Guri Sogn Andersen er marinbiolog ved Norsk institut for vandforskning (Niva) og arbejder med tangskove i havet. Hun forsker ikke selv i plast, hvilket, hun mener, er en fordel, hvis man vil skrive en bog, der henvender sig til alle.

»Forskerne har ofte deres eget fagsprog, og når vi skal formidle vores resultater, kan man hurtigt komme til at bruge begreber, som folk uden for fagmiljøet ikke forstår,« fortæller hun.
Guri Sogn Andersens engagement startede allerede fra barnsben som miljødetektiv i Blekkulf-klubben (Blekkulf er en blæksprutte, som har hovedrollen i en række børnebøger og programmer, der på en pædagogisk måde formidler vigtigheden af miljøbeskyttelse med særlig fokus på forureningen i havet, red.).

»Men det gjorde nok et ekstra stort indtryk på mig at være et sted, som jeg opfattede som ‘vildt’ og så se, hvor berørt det er af os mennesker.«
Guri Sogn Andersen blev grebet af plastproblemet, da hun vandrede ved kysten på Svalbard som ung studerende. Her så hun store mængder affald og en død fugl. Selv om hun ikke vidste, hvad fuglen var død af, faldt mistanken let på plastik, fordi fuglen var en mallemuk; en fugleart, der gentagne gange er blevet fundet med plast i maven. Billeder af næb viklet ind i fiskesnører fandt vej til nethinden.

Fem plast-myter
Men når vi taler om plast i havet, skal vi holde op med at lægge to og to sammen på denne måde, mener Guri Sogn Andersen.
Forskere, medier og miljøorganisationer strør om sig med tal, som ikke har noget grundlag.
Her er nogle af de områder, som marinbiologen forsøger at rydde op i:
– Plastmængderne i havet
– Hvor plasten kommer fra
– De flydende affaldsøer
– Mikroplastens størrelse
– Hvilken skader det har på livet i havet

Ingen ved, hvor meget plast der er i havet
»Den totale mængde plast, som findes i havet, er umulig at fastslå, fordi havområderne på Jorden er så store, så dybe, så forskellige og så lidt udforskede,« skriver Guri Sogn Andersen.
Hun fremhæver nogle tal, som ofte bliver nævnt, og som forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, undersøgte i 2015:
10 procent af verdens plastaffald ender i havet
70 procent af plasten i havet ender på havbunden

Hverken Guri Sogn Andersen eller forskning.no har formået at finde ophavet til disse tal; et videnskabeligt grundlag har de næppe.
»Der er sandsynligvis mere på bunden, fordi plasten gerne synker på grund af vægten. Men ingen ved hvor meget,« siger Guri Sogn Andersen.

Mere plast end fisk?
Guri Sogn Andersen nævner endnu en myte: I 2050 vil der være mere plast end fisk i havet.
»Det er noget vrøvl. Jeg synes, det er uforsvarligt at præsentere sådanne tal, når der er usikkerheder i alle beregningernes led,« siger hun.
En rapport fra Verdens Økonomiske Forum (engelsk: World Economic Forum WEF) anslog i 2016, at plasten i havet i 2050 vil veje mere end fiskene i havet.

Problemet er, at selv om mange forskere har forsøgt at beregne, hvor meget plast der er i havet i dag, så sidder ingen med et svar.
Og det er jo som bekendt endnu sværere at spå om fremtiden.

»Det ender i gætterier,« siger Bjørn Einar Grøsvik fra Havforskningsinstituttet i Norge, hvor han selv forsker i plast i havet.
Spådommene tager udgangspunkt i beregninger fra 2015, som er meget usikre.
Da studiet blev publiceret, kaldte Bjørn Einar Grøsvik beregningerne for ‘rent gætværk’.
Han bekræfter, at der stadig er stor usikkerhed omkring tallene. Det er solid forskning, understreger han, og vi får stadig mere viden om plastproblemet, men metoderne er endnu ikke gode nok til at kortlægge især de allermindste plastdele.
Desuden ved vi strengt taget heller ikke, hvor mange fisk der er i havet, ifølge Bjørn Einar Grøsvik.
»Estimaterne varierer vældig meget.«

Vi ved ikke, hvor plasten kommer fra
Nogle mener, at fiskeudstyr, som ender i havet, står for en stor del af problemet.
Meget af det affald, som bliver fjernet fra havet, er netop fiskeudstyr. Men hvis man ganger det fiskeudstyr, der bliver fundet, op for at beregne, hvor meget der er i havet, går det helt galt, mener Guri Sogn Andersen.

Desuden er en stor del af plasten splittet op i små stykker, så det er umuligt at fastslå, hvilken genstand det stammer fra, påpeger biologen.
Meget af plastaffaldet kommer fra land, men præcis hvor stor en andel af havaffaldet det udgør, er ikke godt at sige.
Mange mener, at 80 procent havner i havet på andre måder end via skibe, men Guri Sogn Andersen er skeptisk.
»Jeg har ikke formået at spore det tilbage til en videnskabelig kilde, og da så mange elementer, som indtil videre ikke er kvalificerede, skal med i regnestykket, stoler jeg ikke på det,« skriver hun.

Nej, man kan ikke se affaldsøerne fra rummet
»Flydende affaldsøer truer verdenshavene,« skriver Aftenposten.
»Stillehavet har verdens største affaldsdynge,« melder VG.
Forskning.no har også fortalt om havets affaldsophobninger, men overskrifterne stemmer ikke helt overens med virkeligheden, mener Guri Sogn Andersen.

Vi kan nemlig ikke gå tørskoede rundt på havets affaldsophobninger. Plasten hober sig ganske vist op, så der er mere plast i visse havområder end andre.
»Men som følge af havstrømme og vind, som fører til en konstant cirkulation, bliver affaldet spredt i hele vandmassen. Affaldet ligger altså ikke og flyder på overfladen i store dynger, påpeger Guri Sogn Andersen.

Derfor er affaldsophobningerne ikke synlige fra verdensrummet – og heller ikke lige sådan at får øje på fra ombord en båd, fortæller forskeren.
Uenighed om størrelsen på ‘mikroplast’

Noget, der ofte bliver omtalt, er mikroplast; små, nedbrudte stykker plastikpartikler, der ikke er synlige med det blotte øje, og som potentielt kan volde stor skade på livet i havet.
Vi ved foreløbig kun lidt om mikroplast i havet; et ganske nyt forskningsfelt.
Forskerne er ikke engang enige om, hvor grænsen går, for hvad som er mikroplast.
Guri Sogn Andersen bruger hårstrå som sammenligningsgrundlag:
»Det har en snitflade på cirka 100 mikrometer i diameter, men så er det jo også 10 centimeter langt. Hvis mit hår var plastik, hvad ville det så blive defineret som?«

Omfanget af skader på dyr er ukendt
Forskerne finder plast i maven på mange væsner, og det er rimeligt at antage, at det er skadeligt for dem.
Men ifølge Guri Sogn Andersen er der fortsat store huller i vores viden. Vi ved nemlig ikke, hvor stor skade plasten gør på livet i havet.
Når forskerne skal måle de skadelige effekter på fisk og and havdyr, gør de det gerne i laboratoriet.
De har fundet alvorlige skader i forbindelse med plast i kroppen hos nogle dyr, men det er vanskeligt at sige, om det samme sker i naturen.
»Og selv om vi ved, at enkeltindivider lider, ved vi ikke, hvad det har at sige for hele bestanden og forholdet mellem arter,« forklarer Guri Sogn Andersen.

Problemet med myterne
Journalister, aktivister og politikere hiver ofte opsigtsvækkende tal frem, som mangler et solidt faktuelt grundlag, men forskerne er også med til at udbrede fejlinformation.
Det er en ubehagelig sandhed, synes Guri Sogn Andersen.
»Jeg ved ikke, om de gør det bevidst for at skabe opmærksomhed omkring og penge til egen forskning, eller om de bare har talt om det så længe, at de tror, det er sandt.«
Forskerne, som forskning.no tidligere har været i kontakt med, siger, at de citerer udokumenterede tal i god tro.
»Jeg er bekymret for, hvad det vil gøre ved folks tiltro til forskningsresultater, hvis for mange af disse påståede sandheder viser sig at være helt forkerte,« siger Guri Sogn Andersen.

Har vi brug for nøjagtige tal?
Der er rigelig evidens på, at plastproblemet er mere end stort nok.
Gør det egentlig noget, at vi ikke ved nøjagtig, hvor meget plast flyder rundt i verdenshavene, eller hvor det stammer fra?
Ja, mener Bjørn Einar Grøsvik ved Havforskningsinstituttet.
»Det er afgørende for, at vi kan bedømme, hvilket problem er vigtigst. Hvis eksempelvis størstedelen af plasten havner på havbunden, bør vi afdække, hvilke organismer det har effekt på der.«
Guri Sogn Andersen er enig i, at det er vigtigt at finde kilderne til problemet, men hun er ikke så optaget af, at forskerne skal bestræbe sig på at afdække nøjagtig, hvor meget plast allerede er i naturen.

Hun vil have, at vi holder op med at bruge tal, som vi ikke har belæg for.
Fejlinformationer kan føre til forvaltning og oprydning, som er mere til skade end gavn for livet i havet.
»Det er vigtigt at rydde op, men det mest afgørende er, at vi stopper med at smide vores affald i naturen og arbejder på at finde metoder, der kan udnytte det som en ressource.«

Plasten er vores ven
Plastik fortjener i øvrigt heller ikke det dårlige rygte, mener hun.
»Plastik er ofte det mest miljøvenlige alternativ. Hvis vi forbyder plastik, risikerer vi at ende med at bruge alternative materialer, som er mere skadelige for miljøet.«
Hun påpeger, at beregninger viser, at det er mere miljøvenligt at bruge en plastikpose end en papirspose, når vi handler i butikker.

Flere analyser, som gransker blandt andet klimabelastning, transport og vandforbrug i produktionen, peger i den retning, ifølge en opsummering fra faktisk.no.
Plastikposer er mere miljøvenlige at producere end papirposer, men et større miljøproblem hvis de havner i naturen, fordi det tager så meget længere tid at nedbryde plastikposerne.
Guri Sogn Andersen har flere forslag til, hvordan de fleste af os kan leve i større harmoni med vores ven, plasten.
Den vigtigste pointe opsummerer hun sådan her: Overvej dit forbrug. Det er let at glemme, hvor mange ressourcer, som indgår i produktionen.

Bange for at så tvivl om plastproblemet
Marinbiologen drømmer om, at olien, som indgår i plasten, kan skiftes ud med for eksempel alger.
Vi skal ikke forsøge helt at skaffe os af med plasten, men hellere producere den på mere miljøvenlige måder, mener hun.
»Vores samfund er jo afhængig af plast. Den kan bruges til så meget.«
– Er du ikke bange for at så tvivl om plastproblemet?
»Jo, det er jeg bange for. Der er ingen tvivl om, at plast i havet er et problem. Jeg vil bare gerne have, at folk får et klarere billede af, hvor meget vi ikke ved. Det er i sig selv ganske alvorligt, at vi belaster naturen på måder, som vi ikke aner konsekvenserne af.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.